Ridning

Er du vild med heste? På Vestfyns Efterskole kommer du helt tæt på. Vi tilbyder ikke Ridning, som du kender det, men derimod en helstøbt oplevelse, hvor du lærer, hvad det vil sige at have og passe en hest. Du får selvfølgelig også masser af tid på hesteryg og spændende rideture i smuk natur – men mest af alt, oplever du alt, hvad et liv med hest har at byde på.

Meget mere end bare ridning

På Vestfyns Efterskole har vi fem heste, som du og dine efterskolekammerater i fællesskab har ansvaret for at passe, pleje, ride og hygge om. Her er både plads og udfordringer til erfarne ryttere og dig, der måske aldrig har siddet på en hest før.

Vores dygtige ridelærer tager udgangspunkt i den enkelte elev, så du udvikler netop dit potentiale. En stor del af undervisningen foregår på vores helt egen ridebane, men vi tager også på udflugter og tilbringer nogle timer ude i naturen med hestene. Her er der masser af smuk natur og gode snakke undervejs – og det er altid en fornøjelse!

Alle skolens elever med til at passe skolens fem heste. De skal fodres flere gange om dagen, og stalden skal muges ud, ligesom de også skal lukkes på græs og hentes ind igen. Det er benhårdt arbejde, men det er også noget af dét, der gør vores skole unik. Her får du nemlig en forståelse for, hvad det egentligt vil sige at have hest.