Drømmer du om at få vind i håret, bølger under fødderne og et ror i hænderne? Så tag et efterskoleophold på Vestfyns Efterskole, hvor vi underviser alle vores elever i sejlads og navigation og giver alle mulighed for at tage et duelighedsbevis, som bevis for deres evner på havet. På efterskolen har vi vores helt egen båd. Den hedder Olivia og er en 33 fods Nauticat, som hører hjemme i Rantzausminde på Sydfyn. Olivia giver os en unik mulighed for at tage på ture og komme ud og opleve det sydfynske øhav på tæt hold. Og så bliver hun naturligvis også brugt i vores undervisning i sejlads og navigation – et fag, man kan vælge på Vestfyns Efterskole.
I foråret har vi valgfaget sejlads og navigation, som lærer vores elever om sikkerheden ombord, hvordan man manøvrerer en båd, og hvordan man får vind i sejlene. I efteråret har vi jollesejlads, som er et obligatorisk fag for alle. Vi er af sted til jollesejlads 3 gange i efteråret, og her vil eleverne lære at sejle med joller uden sejl, de vil blive tilvænnet vandet, kæntringer, overvinde egne grænser, samt til sidst få sejl på deres joller. Fælles for alle elever er, at de får en oplevelse for livet, og at de kommer til at elske timerne på havet. Vores undervisning i sejlads foregår i samarbejde med Assens sejlklub.
Nogle elever bliver så bidt af sejladsen, at de vælger at fordybe sig i emnet og tage et duelighedsbevis på den lokale sejlerskole, så de kan få bevis på, at de er dygtige nok til at være kaptajn på en båd. Under forberedelsen til duelighedsprøven lærer eleverne at lave havnemanøvrer, at aflæse bøjer, at bruge kort og kompas samt at holde hovedet koldt og handle rigtigt i nødsituationer. Det er hårdt arbejde at forberede sig til prøven, men alle vores elever synes, at det er det hele værd, når de står med deres duelighedsbevis i hånden og kan kalde sig for kaptajn.
Hvis du gerne vil høre mere om mulighederne for sejlads og duelighedsbevis på Vestfyns Efterskole, så ring endelig til os eller kom på besøg på efterskolen, så du kan se, hvordan vores hverdag er. Vi glæder os til at byde dig velkommen.