Køkken

Kom med i køkkenet!

På Vestfyns Efterskole elsker vi god mad. Og det gør du sikkert også! Hos os får du mulighed for at slippe alt din køkkenglæde løs – og er med både i køkkenhaven og i køkkenarbejdet.

Vi sætter en ære i at lave vores mad fra bunden – både det nemme og det svære. Det betyder, vi bager alt vores brød selv, ligesom vi selv sylter, skræller, steger – og endda slagter (fjerkræ).

I køkkenundervisningen er du med til det hele. Og ikke kun det kedelige. Jovist, der skal dækkes bord og skrælles gulerødder; men der skal også laves opbagt sovs, chili con carne, pizzadej og syltede rødbeder. Du får virkelig lov til at slå dig løs og lære af vores dygtige underviser, som også er professionel kok.

Du kommer både til at brase og bage. Bage lækkert brød helt fra bunden – og lave langsommelige simreretter, steg eller salat. Og det hele sker i vores hyggelige køkken, hvor vi mødes, hører musik, snakker og griner over arbejdet. For hvem har sagt, køkkenarbejde ikke er sjovt?

Undervejs får du selvfølgelig en helt masse nye kompetencer og lærer om rutinerne og hygiejnen i et køkken. Og hvis du for alvor bliver bidt af det, kan du endda afslutte året med en prøve i madkundskab, så du kan få papir på dine gode madlavningsevner.

Fra jord til bord

På Vestfyns Efterskole har vi også vores helt egen køkkenhave. Her dyrker vi kartofler, porrer, kål, løg og meget mere, som vi alt sammen bruger i madlavningen. Og ikke nok med dét; vi spiser også æg fra vores egne høns og bruger kød fra vores egne grise, kalve og lam. Alting smager nemlig ekstra godt, når man ved, hvor det kommer fra.

Samtidig har vi en meget bæredygtig tankegang og holder af i høj grad at være selvforsynende. Når vi skal bruge råvarer, som ikke selv producerer, er størstedelen økologisk, ligesom vi kun bruger grøntsager og frugt, der er i sæson.