10. klasse

I 10. klasse fokuserer vi på at gøre dig klar til din fremtidige uddannelse. Her bliver du klogere på dig selv og verdenen omkring dig, når vi har vejledningsaktiviteter og projekter – og så bliver du selvfølgelig også forberedt til dine afsluttende prøver, og hvad der forventes af dig på en ungdomsuddannelse. 

Som elev i 10. klasse har du selvfølgelig undervisning i dansk, matematik, engelsk og fysik – og i perioder geografi, samfundsfag, historie, biologi og kristendom. I andre perioder vil du have særlige fag målrettet 10. klasses eleverne, som netop kredser om din kommende ungdomsuddannelse. 

I løbet af året skal du en uge i brobygning på en ungdomsuddannelse i nærheden, og du skal lave den obligatoriske, selvvalgte opgave, OSO, som også er en del af 10. klasses pensum. 

Vi har niveaudelt undervisning i 9. og 10. klasse, så du kan arbejde på det niveau, der passer bedst til dig, og få den støtte, du har brug for. Hvis du har udfordringer med et fag, hjælper vi dig med at blive klar til eksamen. 

 

Læring udenfor klasselokalet 

Hos os er læring ikke noget, der kun foregår i klasselokalet. Faktisk mener vi, der er læring alle vegne og i alle situationer. Vores hverdag er fyldt med praktiske gøremål og faglige aktiviteter, og du vil hurtigt oplever, hvordan det, du lærer i undervisningen kan bruges i den virkelige verden. Fra geometri i matematik til tømrerarbejde i laden. Fra biologi til kartoflerne i køkkenhaven. 

Som elev her, får du masser af tid til at deltage i spændende valgfag, arbejde med dyr eller tage på sejlture. Denne kombination af teori og praksis gør skolegangen mere meningsfuld og motiverende – synes vi. 

Vi har selvfølgelig også en lang række fælles fag og aktiviteter – som f.eks. fortælletime, sangtime og idræt. Og så alt det praktiske, som f.eks. køkkentjans og rengøring, som sætter turbo på din personlige udvikling. 

 

Et unikt skoleår 

På Vestfyns Efterskole er vores mål at give dig en dynamisk og varieret skolegang, hvor du både udvikler dig fagligt, personligt, socialt og menneskeligt. Uanset om du går i 8., 9., eller 10. klasse, vil du blive en del af et fællesskab, hvor vi støtter hinanden og arbejder sammen for at nå vores mål.