Valgfag

Vi har forskellige valgfag i løbet af året, som ligger om aftenen efter den boglige time. Man vælger typisk et fag for en periode på et par måneder.

Træsløjd:

Mange elever benytter sløjd til at lave fx jule- og fødselsdagsgaver. Skolen har et stort sløjdlokale med bl.a. 5 nye drejebænke og forskelligt håndværktøj. Du skal bare have en idé og tegning, så kan næsten alt lade sig gøre. Tidligere elever har fx lavet salt/peberkværne, småmøbler, legetøj og meget mere. Træsløjd kan vælges som valgfag i vinterhalvåret.

Motorlære:

Her har du mulighed for at lære, hvordan de fleste standard motorer fungerer. Motorlære foregår både som tavleundervisning med teori, men selvfølgelig også i værkstedet. Du må ikke være bange for at få sorte fingre. Tidligere elever har været med til at vedligeholde og restaurere skolens motoriserede værktøjer , gamle traktorer, plæneklippere, bådmotorer, mm. Motorlære kan vælges som valgfag i vinterhalvåret.

Musik:

Der tilbydes begynderundervisning i klaver og guitar. Undervisningen opstartes som regel på små hold og bliver mere individuel efterhånden som eleven udvikler sine evner.Op til juleafslutning tilbydes kor, hvor en frivillig gruppe elever øver et antal julesange, som arrangeres og fremføres for elevernes familie.Der tilbydes sammenspilsundervisning i en periode op til fx skoleårets afslutning (eller hvis der er en stor begivenhed på skolen). Vi øver et antal sange/musiknumre, som fremføres for et større publikum.

Kreativ/syning:

Her er der mulighed for at udvikle sine evner indenfor tegning/maling og andre ting indenfor billedkunst eller lære de grundlæggende principper i faget syning, herunder kendskab til symaskinen, kendskab til tekstiler, anvendelsen af mønster/design. Strikning, vævning, brodering.. det er kun fantasien, der sætter begrænsningerne. Hvis der er ønske om keramik, vil der være en periode, hvor der arbejdes med ler og de forskellige teknikker gennemgåes. Skolen har egen keramikovn, så både forglødning og glasurbrænding er muligt. Kreativ og syning tilbydes som forskellige tilbud i forskellige perioder af skoleåret.

Afspænding:

I perioder oprettes der små aftenhold, hvor eleverne lærer forskellige afspændingsteknikker. Kropslig afspænding, mental afspænding og teknikker, der kombinerer kropslig og mental afspænding, der giver et restituerende hvil og tilfører krop og hjerne ny energi.